Go go moviebuffs

Jeg ser næsten alt hvad der kommer i biografen da jeg mener det er den eneste måde at se en film ordentlig på. Resident Evil Extinction er nok ikke den første film jeg hopper ind og ser, men den kan være god til afveksling for alle de mainstream film, man desværre kommer til at se i løbet af året.

Jeg skal nok ha' en god veninde med indtil denne film for at holde mig i hånden, da jeg ikke er så god til de lidt uhyggelig film som denne.

Tjekkede lige traileren ud og må sige nerverne sidder allerde ude på tøjet.. uuhhhuh

Hvis du skal ud og spise i Århus

Ordet "restaurant" er slet ikke tilstrækkeligt til at fortælle, hvad "Malling og Schmidt" er. Vi må tage andre udtryk i anvendelse: Eksperimentarium. Avantgarde. Show. Forestilling. Cirkus. Rekvisitter. Totalteater. Tant og fjas. Grænseoverskridende. Nu er vi ved at være der.
Selve spisekortet siger ikke ret meget om, hvad der er i vente bortset fra at det er vakuumpakket i plastic sammen med høvlspåner.




Man kan få en fem retters menu til 565 kroner med tilhørende vinmenu til samme pris. Og så står der, at køkkenet sammensætter menuen. Det gør køkkenet også, når man vælger Nordens mysterier til 695 kroner. Her får man ikke engang at vide, hvilke eller hvor mange retter det drejer sig om.


Man har altså bare at sætte sig godt til rette og lade sig føre igennem den gastronomiske cirkusforestilling med sig selv som aktiv statist. Det kræver tillid.


Med vinmenuen til 695 kroner er vi pænt oppe i nærheden af de 3.000 kroner for to personer, og til den pris har man lov til at forvente noget særligt. Det får man også, og hvis ikke forestillingen var leveret med humor og selvironi kombineret med den højeste gastronomiske kreativitet, ville det indimellem have kunnet tangere det skabagtige. Faktisk balancerer det hele på en hårfin grænse mellem det ophøjede og bare for meget.


Nuvel, inden vi overgav os til festforestillingen, tog vi lige et kig på vinkortet, som består af, hvad den vinkyndige ledsager kaldte »håndplukkede vine.« Ikke overvældende stort, men valgt med tydelig omhu og i et prisniveau, hvor man får ganske meget for 300-400 kr.


Nordens mysterier
Vi valgte Nordens mysterier med tilhørende vinmenu, men inden nuppede vi et glas cava (85 kr.) med de på dyre steder traditionelle snacks, som giver det første varsel om, hvad der er i vente. Sprøde grissini med makrelmayonnaise, boghvedeflager, candyfloss med syltet frugt, kartoffelchips, sprødstegt kyllingeskind og oppoppet sprødt fiskeskind. Blandt andet.


Amusen var en såkaldt kunstig vandmand, der blev serveret i iskoldt vand i en dybfrossen skål af tykt glas sammen med et par strandskaller. Den lignede virkelig en vandmand og skulle fanges med en ske. Hyldeblomstgele med citronskal indeni. Besynderligt, men meget lækkert.


Bedst som vi var forberedt på spændende vine, kom tjeneren gudhjælpemig og præsenterede en øl fra Århus Bryghus med samme patos, som drejede det sig om et skrøbeligt klenodie fra det gamle Egypten.


Røget sild
Jo, vi skulle være klar til husets version af en traditionel dansk frokost med gedeosteis, creme af røget sild, norsk laks og leverpostej med rødbede, og til det hører altså øl, om end her i yderst behersket mængde.


Bortset fra den traditionelle smag af rødbede og leverpostej var der nu ikke meget, der ellers ledte tanken hen på traditionel dansk frokost. Sirligt og kunstnerisk var det skabt og anrettet, og laksen var som så meget andet den aften pakket ind i skum denne gang kvark.


Næste ret var en komposition af et par stykker kongekrabbe med hytteost, pocheret æg og noget, der lignede en groft tilhugget isblok, men som var en luftig skum af balsamico så luftig, at den faktisk forsvandt i munden efter at have leveret et pikant lille riv i næsen. Sammen med et glas sauvignon blanc fra Palliser Estate i New Zealand en ganske perfekt kombination. Det havde vi aldrig selv fundet på, men vi er jo heller ikke som køkkenchefen kåret som Danmarks bedste kok.


Teaterrøg
Næste ret ledte i særlig grad tanken hen på en teaterforestilling, hvad det også var. En kombination af grønlandsk hellefisk og bakskuld serveret i to tallerkener. I den nederste var der teblade og kogende vand. Duften fra teen skulle forhøje nydelsen, og oven i det kogende vand blev der så hældt et skvæt mindst 196 grader koldt flydende kvælstof, som udviklede en veritabel gang lugtfri, men overordentlig synlig teaterrøg, vel at mærke uden at afkøle tevandet eller maden.


Visual aroma kalder køkkenchefen det. Smag lige på udtrykket: visuel aroma. Hertil et glas riesling kabinett 2005 fra Müller-Catoir.


Herefter blev et stykke svensk rensdyrryg serveret med svampe, valnødder og multebær og dertil et glas formidabel Ribera del Duero 2003 fra Marques de Velilla, som også gik til næste ret med vagtelæg, blomkål og noget lun kartoffelskum, som kom ud af en siffon. Vi have just siddet og talt om fraværet af basisfødevarerne pasta, ris og kartofler. Men nu fik vi altså kartoffel.


Til gengæld var vi aftenen igennem velforsynet med to slags brød af en kvalitet, som næsten kunne fortjene en hel anmeldelse i sig selv.


Trækul
Et glas La Grola, Allegrini 2003 var den vin, der skulle matche næste ret: glaseret grisekød vistnok bov med syltede løg, solsikkekerner og persille. Til vores stille undren blev der placeret et stykke ulmende trækul på bordet. Røgduften skulle understrege smagen af svinekødet, forklarede tjeneren og virkede, som om det var lidt upassende, at vi spurgte, hvilken træsort det drejede sig om. Det vidste han ikke.


Til understregning af teaterelementet blev der dækket op med almindeligt bestik til ledsageren og til anmelderen en drabelig kniv af en slags, som samerne bruger til at slagte rener med. Det var vist meningen, at vi skulle spørge, hvad det handlede om, så det gjorde vi. »Jo,« meddelte tjeneren, »det er, fordi du er en mand, og mænd foretrækker at skære deres kød med en dolk.«


Sikke noget pjat.


Vi nærmede os desserterne. Den første bestod af jordskokkekage og selleri med sorbet og lun vaniljecreme. Hertil noget så usædvanligt som et glas svensk multebærvin fra Grythyttan. Det var en lidt besk sag, som ifølge tjeneren var mildnet med et skvæt prosecco en sød italiensk dessertvin.


Videre til en flødeis, der blev serveret i en stor bunke høvlspåner sammen med en forklaring om, at den var lagret i flere dage sammen med høvlspåner for at tage smag af træet. Vi syntes nu, at den mest smagte som kokos.


En sær is
Til afslutningsdesserten, en kombination af æbler, urtechokolade, hasselnødder og is, blev der serveret et glas muscat auslese fra Burgenland, Østrig, og bagefter kom kokken og spurgte, om vi havde kunnet identificere den aromatiske smag i isen.


Det kunne vi ikke. »Blodpølse,« meddelte han med tydelig stolthed. I sandhed: de eksperimenterer i det køkken.


For dog at få noget traditionelt og velkendt ind i aftenens oplevelser valgte vi at slutte med en kop espresso ( 35 kr.) til ledsageren og en øl til anmelderen. Tjeneren præsenterede to øl fra Århus Bryghus. Den ene var den, som var indgået i menuen, så valget faldt på den anden. Dameøl, erklærede tjeneren, hvis omgangstone var blevet stadig mere familiær, som aftenen var skredet frem.


Det er til at bære, men at de tog 45 kr. for en lille sjat i et vinglas var værre. Prisen er man holdt op med at interessere sig for, når man passerer de 3.000 kroner, men en øl er altså en hel øl.


Vi nærmer os sandhedens time. Regningen lød på 3.030 kroner, og vi kommer ikke uden om seks velfortjente stjerner, for Malling og Schmidt leverer en kreativitet, som ville få selv en blasert new yorkerkok til at anerkende, at avantgarden også trives på denne side af Atlanten.


Men man skal være parat til at give sig hen og lade sig opvarte og underholde, og man skal på forhånd være indstillet på at acceptere konceptet. Ellers bliver det bare for meget

Toppar på overarbejde

Århus-dansere tvinges til at arbejde for at komme frem.

På verdensplan er parret blandt de allerbedste.
Men for at blive det første danske par, der vinder en VM-medalje, skal træningen intensiveres yderligere.

Peter og Kristina Juel Stokkebroe var suveræne latin-dansere som amatører, men efter overgangen til en professionel tilværelse er det faktisk færre timer, de kan bruge på at finpudse detaljerne.

»Vi er tvunget til at arbejde temmelig meget, og det tager tid fra dansen,« erkender Peter Stokkebroe, som sammen med fruen på lørdag deltager i World Masters i Østrig.

Turneringen er en generalprøve på VM samme sted om et års tid og dermed en scene, hvor det århusianske toppar håber at kunne hente den første danske VM-medalje.

På jagt efter sponsor
Som amatørdansere fik Stokkebroe-parret støtte af Team Danmark, mens tilværelsen som professionelle betyder, at parret må supplere de i forvejen ikke så prangende præmiepenge med arbejde, fortrinsvis undervisning.

»Det vigtigste lige nu er at finde en sponsor. Vi håber på, at vores samarbejde med Århus Elite kan åbne sponsorernes øjne,« siger Peter Stokkebroe.

Aktuelt er Århus-danserne ved at afslutte et seks ugers forløb med undervisning som i tv-programmet ”Vild med dans” med Århus Elite-sponsorer som deltagere. Det kan muligvis munde ud i vigtige kontakter og dermed støtte til landets bedste latin-par.

For at nå helt til tops, skal parret dog have nogenlunde samme betingelser som de nærmeste konkurrenter.

Indtil videre har hr. og fru Stokkebroe klemt sig ind i finalen i to af de største turneringer, The International i London og Blackpool. I begge tilfælde sluttede de som nummer seks.

Lørdag går turen til Innsbruck og en forsmag på kulisserne ved næste års VM.

»Det er gået bedre end forventet i vores første sæson som professionelle, så det er vigtigt, at vi igen er med blandt de sidste seks par,« siger Peter Stokkebroe.

Riccos Kaffebar

Det lyder næsten som en julekalendergave til Ydre Nørrebro: Ricco åbner kaffebar 1. december i Stefansgade.

- Jeg er helt skudt i dette området, jeg må bo her, siger kaffemester Ricco Sørensen, som 1. december åbner en kaffebar ved Nørrebroparken magen til den i Istedgade. I forvejen driver Ricco baren og clubben Apparatet på den yderste del af Nørrebrogade.

Den nye kaffebar kommer til at ligge på hjørnet af Stefansgade og Søllerødgade ud til Nørrebroparken, og vil have masser af siddepladser i solen om sommeren. Indenfor bliver plads til 20 eller 25 gæster, hvis de rykker lidt sammen.

Den nye Riccos står op med hønsene og åbner klokken halv otte med friskbagt morgenbrød. Nøglen bliver først drejet igen klokken ti om aftenen.

Har du hørt om en ny restaurant eller cafe, der åbner, så giv mig et praj i en kommentar her på bloggen eller send mail til else@aok.dk

PS: Du kan finde flere nyheder, noter og reportager her på bloggen ved at klikke på Se tidligere blogindlæg ved siden af mit navn.

Dejligt nummer til alle

Spis moderne i Den Gamle By

Den klassiske Århus-restaurant, Prins Ferdinand i Den Gamle By, kan stadig være med i legen. Køkkenet kombinerer enkelte modernistiske træk fra det molekylære køkken med sikre og klassiske anretninger og mangler kun lige det sidste for at ramme topkarakteren.

Tænk sig, grisen er genfødt. Der har det seneste år været fornyet fokus på danskernes favoritkød, som i mange år har levet en hensygnende tilværelse på landets bedste restauranter. De endeløse rækker af industrielt fremstillede slagtesvin tilbyder fedtfattigt, men smagsløst kød og har derfor ikke haft den status, som kødet i sine gode versioner rettelig fortjener.


Genopdagelsen af svinets gastronomiske potentiale hænger selvfølgelig sammen med den nordiske vækkelse, som er foregået i de bedste køkkener de seneste tre år.


Hvorfor nu al den snak om svinekød og nordisk vækkelse? Jo - Prins Ferdinand leverede ved vores besøg et lille mesterværk af en svinekødsret. En skive savlende saftig filet kom med en slags sylte af gris i en knasende sprød dej. Sylten havde konsistens som en rillette, altså langtidssimret i eget fedt, hvor smagen så at sige sætter sig og forstærkes. På sylten lå kugler af nye æbler og tørrede æblechips, der smagte intenst aromatisk og syrligt - de løftede dermed syltens lidt bastante udtryk til svimlende højder. Et stykke muligvis kandiseret flæskesvær supplerede. Her var konsistensovervejelser, sprøde og bløde elementer samt sans for tilberedningens præcise kunst.



Vellykket starter


Vi fik til start en kraftig og skummende hummerbisque. På tallerkenens kant var anrettet pillet krabbekød, estragon og ruflede rugkerner. Starteren var mere end vellykket og tændte op under forventningerne med sine sprøde, søde og salte elementer. Min medspiser gik den klassiske sæsonvej, mens jeg valgte Prins Ferdinands overraskelsesmenu. Vi tog også de ledsagende vinmenuer. Prins Ferdinands vinkort giver ellers mulighed for at vælge fra en bruttotrup, som er uovertruffen lokalt. Der er ganske enkelt tale om et fantastisk vinudvalg bygget op over mange år og med ganske mange sager af egen import.


Sæsonmenuen bød på den oversete slethvar i perfekt ristet udgave med stegeskorpe og bevaret saftighed. Hollandaisen omkring fisken, artiskok og tomatconcasse samlede det hele. Overraskelsesmenuen bød på en ret, man kunne kalde et gastronomisk fort - rundt om tomat og kammusling var der bygget en ringmur af små makaronirør. Voldgraven bestod blandt andet af trøffelskum. Visuelt var retten mindre pæn, men den smagte godt. I glasset fik vi henholdsvis Chardonnay fra australske Bannockburn, en fedladen, gylden sag, der passede fint til slethvar og hollandaise, mens jeg fik new zealandsk riesling fra Crawford, ung, sprød og fin til retten.


Nu kom der foie gras på pighvar med en side frisk majskolbe, karamelliserede popcorn og balsamico. Den kompetente tjener mente vist, at pighvar og foie gras hang sammen som ærtehalm - baseret på denne ret er man tilbøjelig til at give ham ret. Enkel, grænsende til simpel, men med idé og smag.


Så kom føromtalte gris med en lidt skrøbelig Ribera del Duero i glasset. Min medspiser var ellevild over sin Rosso di Montalcino fra Altesino, som havde et herligt strejf af bondegård. Den skulle stå sammen med kalvemørbrad, der var tæt på rå i midten, en side majskolbe, intens og balanceret timiansky, svampe, spidskål og to kartofler - en velsmagende rodebutik.


Før desserterne kom der vildandebryst classic, som var lidt sejt - retten står svagt i sammenligning med grisen.


Min medspiser gik nu ostevejen, og det blev han glad for. Der var kun danske oste, som særdeles kompetent blev serveret med riesling fra New Zealand - et forbilledligt vinvalg, hvor ostefedme arbejdede fint med rieslingens syre og lille sødme. På trods af mange års arbejde på at slå det gamle dogme om ost og rødvin ihjel sker det for sjældent i praksis på restaurant - en cadeau til Prins Ferdinand.



Stor jubel


Af desserterne var det klart min medspisers blommesag, der vakte størst jubel med sorbet og en velskabt rektangulær, hvid chokolademousse.


På min side af bordet gik der lige lovlig meget molekylærgastronomi af den meningsløse slags i retten. På en dyb tallerkens kant lå frysetørret mørk chokolade og yoghurt, begge i pulverform - de smagte desværre ikke af ret meget andet end støv og gjorde som sådan intet for den læskende hyldebærsuppe med røget brioche. Sidste dessert var til gengæld meget vellykket med pære i fem versioner som eksempelvis sukkersyltet, sorbet og bolsje.


Prins Ferdinand har sin beliggenhed med sig og indretningen i patricierlokalerne med sildebensparket signalerer diskret luksus.


Efter betaling af 2.615 kroner inkl. kaffe og champagne kunne vi ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af forventninger, som ikke helt var blevet indfriet. Der var generelt stor sikkerhed i tilberedningerne, et lille mesterværk, modige, men ikke altid lige vellykkede indslag og kompetent betjening. Vi fandt en samlende idé i næsten alle retter og det giver alligevel ro i sindet, så vi tildeler med glæde Prins Ferdinand fem store stjerner.

Maltesers - smager lækkert

Så er det tid til konkurrence igen tøser.

MALTESERS CHOKOLADE har lavet en konkurrence hvor gevinsten kan blive en tur til New York.



Hjemmesiden til det hele er http://playchocolateball.com og her kan du se andres video'er og læse om regler mm.

Du kan også se et yderst morsomt indlæg lavet af 3 friske piger.