søndag den 18. november 2007

Riccos Kaffebar

Det lyder næsten som en julekalendergave til Ydre Nørrebro: Ricco åbner kaffebar 1. december i Stefansgade.

- Jeg er helt skudt i dette området, jeg må bo her, siger kaffemester Ricco Sørensen, som 1. december åbner en kaffebar ved Nørrebroparken magen til den i Istedgade. I forvejen driver Ricco baren og clubben Apparatet på den yderste del af Nørrebrogade.

Den nye kaffebar kommer til at ligge på hjørnet af Stefansgade og Søllerødgade ud til Nørrebroparken, og vil have masser af siddepladser i solen om sommeren. Indenfor bliver plads til 20 eller 25 gæster, hvis de rykker lidt sammen.

Den nye Riccos står op med hønsene og åbner klokken halv otte med friskbagt morgenbrød. Nøglen bliver først drejet igen klokken ti om aftenen.

Har du hørt om en ny restaurant eller cafe, der åbner, så giv mig et praj i en kommentar her på bloggen eller send mail til else@aok.dk

PS: Du kan finde flere nyheder, noter og reportager her på bloggen ved at klikke på Se tidligere blogindlæg ved siden af mit navn.

Etiketter: